Pinseidyl og Powertools

Virkelig kedeligt billede, ik?
Jamen det er ikke min skyld. Jeg bebrejder vejrguderne. Himlen har det meste af pinset set sådan ud. Fesengrå, semi-truende og skummel.
"Jaaeh, måske regner jeg. Måske ikke. Tør du gå ud uden paraply. Tør du, hvar? "

Sådan så den også ud i går formiddags, hvor der var disket op til friluftskoncert i lokal parklignende have. Og ubeslutsom himmel eller ej, så levede landidyllen op til sit navn. Og jeg kunne ud over en times fin underholdning krydret med fuglefløjt og kontrabas også nyde 1 times ro.

Pinsens kommandoråb numero uno her i huset har været :MOOOOOOOOAAAAAAR! Så jeg kunne også snildt diske op med et langt blogindlæg om børn, om at være flue i flasken og tæt på at tjekke ind på Sankt Hans.

8 årigen skulle optræde på de skrå brædder for første gang og nægtede pure at se op. Så har derfor flere fine billeder af hendes isse og pandehår. Men hun sang, ja hun gjorde.

Og det samme gjorde en af de lokale unger. Der var flettet noget mini andagt ind i hele koncertmenageriet. Og lige mens menigheden højstemt kvitterer med Aamen Aaaaamen AaaaaAAaaameeeen, vælger før omtalte så at krydre det hele med et personligt tvist. Derfor kunne man i landidyllen lægge øre til en sær kanon, hvor den ene stemme sang Meeellooon Meeelloooooon MeeeeEEeeelooooon!
Og sådan går vi og hygger os ude i Landidyllen.

Andre der hyggede sig var den 5 årige. Jeg har hen over pinsen erkendt at det, der får en mand til at transmogriffe sig om til Rambo og udstyre hække og træer med uklædelige korthårsfrisurer, skam også gælder små udgaver af mænd. Vi taler naturligvis om Powertools.
5 årigen blev i denne weekend introduceret til denne:

... det var låååve at first sight!
Og hvad der før var en kedelig grøn ting uden nytteværdi (=haven) var nu et oplagt lærred for kreativ udfoldelse. Derfor har vi nu en hele have, fyldt med ukrudt.

... På den halshuggede måde:

Heldigvis nåede han aldrig om til æbletræet. Så der er da lidt pænt at spotte endnu:

 

Bevismateriale A: Knægten har ikke været ved træet. Bemærk mælkebøtter med hoved!

Lørdagsglad

Nogle gange skal der ikke så meget til at gøre mig glad. Et par genbrugsskatte, udsigt til syning og sommervejr.

Det her pinsehalløj er nu ikke så skidt endda.

Man ved det er forår når... eller: man kan ikke stikke af fra Barndommens Gade

Her ude i Landsbyidyllen ved man det er forår, når:

• Byens 70årige informationscentral trækker i sandalerne og fjerner mælkebøtter fra forhaven med imponerende iver
• Når lyden af plæneklippere in action er konstant
• Og når det samme gælder lyden af solsorte
• Når Hovedgaden hver aften er dækket med fyre på skateboards, der gør det bedste for at imponere
• Og lige så fyldt med  piger, der gør det bedste for at ignorere.

Meget kan man sige om Barndommens Gade. Der vidste vi, at det var forår når:

• Den lokale dranker trak ud på bænken ved den store P-plads og luftede aspargesben, orange bermudaer og klirrende poser fra Super Brugsen
• Når den enøjede kone i karréen overfor luftede de blåsprængte bare ben i træsko uden hæle-kap
• Når Jørgen brød lydmuren på sin borede Puck iført denim og attitude
• Når Viceværten skiftede sneskovlen ud med den roterende kost på sin lille blå traktor.
• Når Lis, der vejede på den skæve side af 250 kg, trak i sommerkjolen inden hun luntede ned med skraldet i containeren.
• Når Tosse-Villy fik mast endnu en bygning ind på 12 kvadratmeter græs (der i forvejen husede terrasse, havedam og udestue)

Min Barndommens Gade bestod af lange perlerækker af røde huse. Rækkehuse med brune plastikvinduer og fugt på væggene. Det var dengang ordet Ghetto dækkede over noget i staterne - vi andre her i landet boede bare i Den Enlige Mødres Paradis. Jeg var en af de eneste af Gades unger der havde både en mor og en far under samme tag. 

En af forårets andre tegn var os unger, der nu kunne hænge ud mellem husene eller på den ramponerede legeplads uden at fryse r.... enden i laser. Vi hang sammen hver dag. Også selvom vi i virkeligheden var ret så forskellige. Men vi havde et til fælles - den altid nærværende trang til at bryde ud og komme væk. Man råbte ikke op om, hvor man boede i skolen. Det blev mumlet ud med sænket blik. Vi var stigmatiserede - for vi boede jo derude... 

Og vi holdt sammen. Men der var normer og regler, der skulle holdes. Man skulle ikke skille sig for meget ud. Eller få for højt ravende drømme. Det var bare om at ligne alle de andre, der boede i de finere kvarterer med deres gulerodsbukser og deres lakoste -trøjer. Der blev talt om alt det, vi skulle blive til. Men hvis man reelt gjorde noget vildt - som foreksempel at være så langt ude crazyyy at fortsætte på gymnasiet - så blev man lige så stille udskudt. 

Da fattigfirserne klingede ud og blev til midt halvfemserne slap jeg væk. De gamle købte verdens mindste hus inde i en anden by. Jeg havde taget springet og var startet på gymnasiet. En del af barndommens venner slap ikke væk, men sad fast i dyndet. Et par nåede ikke at fylde 25. 

Jeg er blevet en af de andre. En af dem, der bor bag ligusterhække i eget hus. Og hvert forår er jeg en af dem, der hyggesnakker med naboen og nikker pænt til forbipasserende, når de lufter deres hunde.

Men inden i er jeg jo stadig hende, der voksede op mellem rækkerne af fugtige huse. Og hvert forår tager jeg mig i at savne alle originalerne i bybilledet. Jeg kan flygte fra min Barndommens Gade, men jeg kan ikke flygte fra det præg den har sat. Og skal jeg sige en positiv ting, det har givet mig, så er det at jeg ikke er bange for at gå imod strømmen og skille mig ud. 

Mille My - en first mover?

Ja, det ville jeg ikke ha' troet. Men det er Manden og jeg ihvertfald på eet område. Når det gælder børneopdragelse.


Jeg har ammet begge børn længe. Ikke så længe at de kunne gå og tale - men dog noget længere end gennemsnittet.

Jeg har bået dem i en slynge. Specielt min søn, der er den yngste. (En kæmpe stor hjemmesyet sag, der snildt kunne bruges som teltdug senere!)

Og så til det, der ubetinget provokerer flest: Vi samsover.

- Og alle tre ting er så en del af det, der på dansk kaldes I Favn. Selv Fru. Feldhaus har snakket om det i So F***king Special.  Men vi gør det ikke for at være trendy. Vi gik ikke engang op i, om andre gjorde det. Vi gjorde det bare, fordi det føltes rigtigt for os. Flere år før andre omkring os.

For ja - vi sover alle fire i samme rum - i samme seng. Også selvom ungerne er 5 og 8. Og det kan virkelig pisse folk af. Nogen synes nærmest det er perverst eller unaturligt. Selv min mor kommer med stikpiller a'la "Det bliver da dejligt, når I bliver færdige med børneværelserne. Så kan I få ungerne ud af sengen!" 

Man kan ind i mellem godt blive træt af at skulle forsvare sin levemåde. Jeg blander mig ikke i hvordan andre sover. Men når man ikke bruger konceptet hver barn i egen køje, så lukker man åbenbart op for fri process for andre.
Et af de argumenter vi ofte hører mod samsovning er: "jamen, så bliver ungerne da drillet i skolen, når de sover ved far og mor"

- Og ved I hvad, det gør de ikke!
Min datter sagde for leden: "Mor jeg har bare de bedste forældre. Der er ingen andre af mine venner, der er så heldige, at de må sove inde ved deres mor og far."
Og den udtalelse er svar nok for mig. Vi gør det, der er rigtigst for os. Og det giver os trygge børn.
Har man mareridt, vågner man ikke alene i sengen, men har en mor eller en far, man kan putte sig ved. Man falder i søvn sammen med dem man elsker og skal ikke døje med angst for mørket alene på skibsbriksen (som nogen gjorde i 70'erne engang). Og som mor føles det rigtigt og naturligt at kunne falde i søvn med armene om mine unger. I hvertfald hvis man er mig.

Og så er der det spørgsmål, der altid bliver mumlet ud: "Hvad så med parforholdet? Hvad gør I så?"

- Og her kan man så med et smil i øjet forklare folk, at parforhold og kæresteri kan praktiseres andre steder end i ægtesengen.

Hundrede år bagud

Ja, man kan ikke kalde mig for en first mover. Toget med blog-trenden er for lang tid siden kørt fra perronen og jeg springer nu på den aller sidste vogn inden den rasler ud fra stationen.

Det er forår. Alt spirer. Og dermed helt sikkert også en oplagt mulighed for at starte min egen blog - mit eget frirum. Velkommen til.