Her ude i Landsbyidyllen ved man det er forår, når:
- Byens 70årige informationscentral trækker i sandalerne og fjerner mælkebøtter fra forhaven med imponerende iver
- Når lyden af plæneklippere in action er konstant
- Og når det samme gælder lyden af solsorte
- Når Hovedgaden hver aften er dækket med fyre på skateboards, der gør det bedste for at imponere
- Og lige så fyldt med piger, der gør det bedste for at ignorere.
Meget kan man sige om Barndommens Gade. Der vidste vi, at det var forår når:
- Den lokale dranker trak ud på bænken ved den store P-plads og luftede aspargesben, orange bermudaer og klirrende poser fra Super Brugsen
- Når den enøjede kone i karréen overfor luftede de blåsprængte bare ben i træsko uden hæle-kap
- Når Jørgen brød lydmuren på sin borede Puck iført denim og attitude
- Når Viceværten skiftede sneskovlen ud med den roterende kost på sin lille blå traktor.
- Når Lis, der vejede på den skæve side af 250 kg, trak i sommerkjolen inden hun luntede ned med skraldet i containeren.
- Når Tosse-Villy fik mast endnu en bygning ind på 12 kvadratmeter græs (der i forvejen husede terrasse, havedam og udestue)
Min Barndommens Gade bestod af lange perlerækker af røde huse. Rækkehuse med brune plastikvinduer og fugt på væggene. Det var dengang ordet Ghetto dækkede over noget i staterne - vi andre her i landet boede bare i Den Enlige Mødres Paradis. Jeg var en af de eneste af Gades unger der havde både en mor og en far under samme tag.
En af forårets andre tegn var os unger, der nu kunne hænge ud mellem husene eller på den ramponerede legeplads uden at fryse r.... enden i laser. Vi hang sammen hver dag. Også selvom vi i virkeligheden var ret så forskellige. Men vi havde et til fælles - den altid nærværende trang til at bryde ud og komme væk. Man råbte ikke op om, hvor man boede i skolen. Det blev mumlet ud med sænket blik. Vi var stigmatiserede - for vi boede jo derude...
Og vi holdt sammen. Men der var normer og regler, der skulle holdes. Man skulle ikke skille sig for meget ud. Eller få for højt ravende drømme. Det var bare om at ligne alle de andre, der boede i de finere kvarterer med deres gulerodsbukser og deres lakoste -trøjer. Der blev talt om alt det, vi skulle blive til. Men hvis man reelt gjorde noget vildt - som foreksempel at være så langt ude crazyyy at fortsætte på gymnasiet - så blev man lige så stille udskudt.
Da fattigfirserne klingede ud og blev til midt halvfemserne slap jeg væk. De gamle købte verdens mindste hus inde i en anden by. Jeg havde taget springet og var startet på gymnasiet. En del af barndommens venner slap ikke væk, men sad fast i dyndet. Et par nåede ikke at fylde 25.
Jeg er blevet en af de andre. En af dem, der bor bag ligusterhække i eget hus. Og hvert forår er jeg en af dem, der hyggesnakker med naboen og nikker pænt til forbipasserende, når de lufter deres hunde.
Men inden i er jeg jo stadig hende, der voksede op mellem rækkerne af fugtige huse. Og hvert forår tager jeg mig i at savne alle originalerne i bybilledet. Jeg kan flygte fra min Barndommens Gade, men jeg kan ikke flygte fra det præg den har sat. Og skal jeg sige en positiv ting, det har givet mig, så er det at jeg ikke er bange for at gå imod strømmen og skille mig ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar