Mille My - en first mover?

Ja, det ville jeg ikke ha' troet. Men det er Manden og jeg ihvertfald på eet område. Når det gælder børneopdragelse.


Jeg har ammet begge børn længe. Ikke så længe at de kunne gå og tale - men dog noget længere end gennemsnittet.

Jeg har bået dem i en slynge. Specielt min søn, der er den yngste. (En kæmpe stor hjemmesyet sag, der snildt kunne bruges som teltdug senere!)

Og så til det, der ubetinget provokerer flest: Vi samsover.

- Og alle tre ting er så en del af det, der på dansk kaldes I Favn. Selv Fru. Feldhaus har snakket om det i So F***king Special.  Men vi gør det ikke for at være trendy. Vi gik ikke engang op i, om andre gjorde det. Vi gjorde det bare, fordi det føltes rigtigt for os. Flere år før andre omkring os.

For ja - vi sover alle fire i samme rum - i samme seng. Også selvom ungerne er 5 og 8. Og det kan virkelig pisse folk af. Nogen synes nærmest det er perverst eller unaturligt. Selv min mor kommer med stikpiller a'la "Det bliver da dejligt, når I bliver færdige med børneværelserne. Så kan I få ungerne ud af sengen!" 

Man kan ind i mellem godt blive træt af at skulle forsvare sin levemåde. Jeg blander mig ikke i hvordan andre sover. Men når man ikke bruger konceptet hver barn i egen køje, så lukker man åbenbart op for fri process for andre.
Et af de argumenter vi ofte hører mod samsovning er: "jamen, så bliver ungerne da drillet i skolen, når de sover ved far og mor"

- Og ved I hvad, det gør de ikke!
Min datter sagde for leden: "Mor jeg har bare de bedste forældre. Der er ingen andre af mine venner, der er så heldige, at de må sove inde ved deres mor og far."
Og den udtalelse er svar nok for mig. Vi gør det, der er rigtigst for os. Og det giver os trygge børn.
Har man mareridt, vågner man ikke alene i sengen, men har en mor eller en far, man kan putte sig ved. Man falder i søvn sammen med dem man elsker og skal ikke døje med angst for mørket alene på skibsbriksen (som nogen gjorde i 70'erne engang). Og som mor føles det rigtigt og naturligt at kunne falde i søvn med armene om mine unger. I hvertfald hvis man er mig.

Og så er der det spørgsmål, der altid bliver mumlet ud: "Hvad så med parforholdet? Hvad gør I så?"

- Og her kan man så med et smil i øjet forklare folk, at parforhold og kæresteri kan praktiseres andre steder end i ægtesengen.